SecurityUser.com

19-01-2018

100 nye videokameraer skal bekæmpe bandekriminalitet

Som led i regeringens bandepakke fra sidste år vil Københavns Kommune afsætte en pulje til opsætning af 100 kameraer på 50 forskellige steder i København. Det skriver DR P4 København.

Det vil ifølge et notat sendt fra Økonomiforvaltningen til Økonomiudvalget i København dreje sig om steder, hvor der »erfaringsmæssigt jævnligt opstår episoder med vold og uro«. Videoovervågningen møder opbakning i Økonomiudvalget, hvor både Socialdemokratiet og Konservative begge kan se muligheder i at have videoovervågning til at hjælpe politiet.

-Overvågning kan være et redskab mod bandekriminalitet. Derfor er vi positive. Der skal dog være en særlig grund til at bruge det, siger Jonas Bjørn, politisk ordfører for Socialdemokratiet i København, til DR P4 København.

Men det skal gøres med måde, for han vil ikke have overvågning i hele København.

Også Jacob Næsager, som er gruppeformand for Konservative i København, ser gerne, at politiet får et ekstra værktøj mod kriminalitet, men kun når der er en god grund til det.

-Vi skal passe på, at enhver gade ikke bliver overvåget. Men hvis det er konkret begrundet af politiet, så er 100 kameraer helt ok, siger han til DR P4 København.


Leverandører
Tilbage til toppen